tirsdag den 8. april 2014

Karriereplan - det går også uden

Pumpekoncernen Grundfos har lige ansat en ny direktør. I et avisinterview udtaler han frejdigt: ”...Jeg har aldrig haft en karriereplan, men er drevet af at gøre en forskel...”

Det med, ikke at have en karriereplan ser man jævnligt topfolk udtale, at de ikke har haft. Det spændende er, at det tilsyneladende ikke har været en hindring for at blive valgt til nogle virkelig gode jobs.

At have en plan for sin karriere er lidt som at tro, man kan have en plan for sit liv. Og det er der nogen, der tror, de kan have. Men de fleste ender med at opdage, at der altid sker ting der ændrer de planer, de selv så omhyggeligt havde lagt.

For sådan er livet.

Luk ikke af for det, du ikke kan forestille dig
En karriereplan kan gøre, at man aldrig ser de virkelig store chancer der byder sig – den kan stå i vejen for det, der er endnu større end det, man selv evner at forestille sig.

Hvad nu, hvis livet byder på løsninger, der er endnu bedre end dem, mennesker selv kunne komme frem til at finde?

Ikke sjældent sker det virkelig magiske netop der, hvor der sker noget, man ikke selv havde fantasi til at forestille sig.

Vær åben for magien
Den magi lukker man af for, hvis man tror, arbejdslivet skal leves efter en karriereplan. At holde sig åben for øjeblikkets forunderligt planlagte tilfældigheder er en anden måde at have en karriereplan på.

Og den måde er slet ikke så dårlig endda.