onsdag den 26. februar 2014

Du skal vide, hvad du vil - JEG skal ikke!

Der er efter min mening noget skævt i, at man som helt ung afkræves svar på, hvad man vil bruge sig selv til, og i hvilken retning man vil gå. Fra ”samfundets” side forventes det, at man som 17- 18- 19årig kan svare på det. Der laves ”forløb”, der sættes ind med vejledere, kan man ikke gå den lige vej så er det noget skidt, og der holdes øje med, at de helt unge generationer er i gang med noget, og har et mål. Har de ikke et, skal de se at få det.

Men hvordan er det nu?

Danmark - ingen har svaret på en retning
Jeg har i snart 15 år fulgt en fremtidsforsker på meget tæt hold, jeg har arbejdet for ham, og samarbejdet med ham, og i al den tid jeg har kendt ham, har hans kunder fra både erhvervsliv og offentlig forvaltning gentagent stillet det samme spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

15 år, og lige lidt har det hjulpet, desorienteringen og usikkerheden har stort set ikke ændret sig.

Og hvordan ser det pt. ud med dem, der gerne skulle udstikke den overordnede kurs for landet? Dem, der gerne skulle have nogle visioner for landet – have nogle bud på, i hvilken retning de synes, landet som sådan skal gå?

Hvordan er det, det går for dem? Går de den lige vej, eller slingrer de lidt? Får man klare svar og tydelig retning fra den kant? Nope.

på det personlige plan presser man helt unge til at beslutte, være effektive, have mål, kende deres retning etc., men på det overordnede plan er det samtidig meget længe siden, nogen har givet noget indtryk af at have ideer om, hvad de ser som retningen for landet. Ideer til, hvad det er, vi skal forsørge os selv med her. På det overordnede plan mangler der retning, visioner, viden, mål. Der hersker forvirring og desorientering. Og det er som sagt ikke noget nyt – sådan har det snart været i mange år.

Der er ikke noget at sige til det, for der er dybe forandringer i gang i tiden, og dem påvirkes alle af. Unge som gamle, borgere såvel som magthavere.

Dem der burde vide, er også i tvivl
Men måske det ville være en ide at dem, der har travlt med at presse andre, i stedet brugte kræfterne på at løse deres egne opgaver, og så lod andre passe deres, i det tempo og på den måde, der passer til dem.

Måske ville det være en ide at se, at det ikke kun er en selv, der kan have svært ved at finde retning. Dem, der rent faktisk er valgt til at vide bedre og træffe beslutningerne på andres vegne, kan altså heller ikke finde ud af det.

fredag den 21. februar 2014

Målrettethed og forandringstid - ild og vand

Hvad er det for et felt, mennesker bevæger sig i i denne tidsperiode? Det er blandt andet et felt, hvor der er forandring på dagsordenen. Det er også et felt, hvor grænser udvides eller ophæves. En nem tid er det ikke, og af og til har man fornemmelsen af, at både befolkninger og politikere farer rundt som hovedløse høns, desorienterede, forvirrede, i tvivl om retningen.

Hvad skal vi? Hvor skal vi hen, du? Hvad vil vi?

At få øje på nogle fast definerede mål er svært – det har det allerede været i mange år. Forvirringen er kort sagt total.

Sådan ser det fra min vinkel ud i vores samfund lige nu.

Rådvildhed forbudt!
På samme tid er det så, at det forlanges af de nye generationer at de er på det rene med, hvad de vil med sig selv og deres fremtid. Det skal man vide, som ungt menneske. Her levnes ikke plads til forvirring, tvivl eller rådvildhed. Skynd dig gennem uddannelsen! Skynd dig at blive færdig! Skynd dig at beslutte! Vær målrettet! Vær effektiv!

Det til trods for at netop ungdommen ellers er en pr. definition forvirret tid i et menneskes liv. Det til trods for, at der omkring de samme unge hersker vild forvirring blandt dem, der burde have livserfaring nok til at kunne komme med et kvalificeret bud på en retning for hele landets fremtid.

Alt flyder, som Heraklit sagde, og det gør det ikke mindst nu. At forlange målrettethed i en flydende tilstand er at nægte at erkende, at det målrettede og det flydende er hinandens modsætning.

Giv dog mennesker en pause. Eller tag den selv.

fredag den 14. februar 2014

Service er mere end at sige "ha' en go' da'"

Vidste du, at ordet service stammer fra latin, servitium, som betyder slaveri?

Jeg gjorde ikke, før jeg slog ordet op. Og så forstod jeg bedre, hvorfor danskere mildt sagt ikke er berømte for deres gode service – de anser sig for at være for gode til at slave for andre.

Men overser, at det ikke er det, det handler om.

Service handler om en holdning til andre mennesker.

Service er hjælpsomhed. Imødekommenhed. Indlevelse. Omsorg. Tilstedeværelse. Venlighed. Disse elementer kan i sig selv udgøre forskellen på, om en kunde kommer igen, eller om hun ikke gør det, og de fleste af dem koster ikke særlig meget at yde.

Det handler om at bringe svar, ikke spørgsmål. Løsninger, ikke problemer.

Følte kunden sig velkommen eller til ulejlighed? Blev han hjulpet, eller kunne han få lov at passe sig selv, indtil han kom hen til kassen?

Skulle kunden selv kante sig ud af døren med begge hænderne fulde, eller var der en, der gik hen og åbnede døren?

Skal kunden selv bede om at få tørret restaurantbordet af for gamle madrester, før hun sætter sig og indtager sit måltid, eller er der en, der har gjort bordet lækkert og rent før hun sætter sig?

Hvis man gerne vil skaffe kunder til butikken, så skal man skille sig ud, hedder det, og ét sted, hvor det er nemt at skille sig ud, er på service, for den er ved at være en sjældenhed, indskrænket til at udtale et ”ha’ en go’ da’”.

Men mere kan gøre det.

mandag den 10. februar 2014

Kan man sige hvad som helst?

Da SF for nylig gik ud af regeringen var der samtidig også nogle SF’ere der gik ud af SF. Da en af dem gjorde det, kommenterede en partikollega det i det offentlige rum som at ”endnu en rotte forlader skuden”.

Havde Christiansborg været en normal arbejdsplads, så ville vedkommende være blevet kontaktet af HR-afdelingen eller sin chef, og man ville have taget fat i den måde, hun omtalte en kollega på.

At kalde en kollega for rotte er ikke gangbart sprog ret mange steder, og tak for det.

Der er gode grunde til, at man skal tale ordentligt til sine kolleger. På almindelige arbejdspladser er der behov for at mennesker samarbejder, for det er det, gode resultater udspringer af, og godt samarbejde kan ganske enkelt ikke opstå uden et vist mål af venlighed, hensyn og respekt. Et vist mål af en opførsel, som andre mennesker kan holde ud.

På en arbejdsplads opdrager mennesker også hinanden til at man forsøger at vise sig fra sin bedste side, og man bliver husket på, at der er grænser for, hvordan man kan opføre sig. Det er en sund bremse, som det selvfølgelig er mest heldigt, hvis man selv husker at trække i tide.

Og det er et modenhedstegn, at det på almindelige arbejdspladser ikke er normalt at omtale en kollega sådan som SF'eren gjorde. Så – tal ordentligt, som selskabet Call Me siger.