Skal du altid bare ha' det godt på din arbejdsplads?

At arbejde et sted, hvor man er glad for at være, er et privilegium. Men jeg oplever ofte, at også det at arbejde et sted, hvor man ikke trives så godt, kan have sine gode sider, sine gevinster. Fordi det netop er i dårlig trivsel, udviklingsmulighederne ligger.

De udviklingsmuligheder er der, fordi det sjældent entydigt er noget bras at være, hvor man er – der er mange mellemtilstande.

Måske har man egentlig søde kolleger, men chefen er irriterende
Måske har man en god chef og spændende opgaver, men misundelige kolleger
Måske har man en ok chef og søde kolleger, men kedelige opgaver

Inden man bare løber skrigende bort, kan det betale sig at kigge på, om der er noget af det, man kan gøre noget ved.

Tag ansvar for din situation
Tag f.eks. fat i chefen og bed om en snak, og formuler, hvad det er, du er generet af. Sige, hvad du har brug for i stedet for. Vær åben for, at chefen måske også på sin side har nogle ønsker, som hun ikke synes, du imødekommer. Lyt.

Konfronter dine misundelige kolleger og sig, hvordan du fornemmer deres adfærd overfor dig. Fortæl, at du faktisk er glad for dit job, og ville blive endnu gladere for det, hvis du også kunne få et godt forhold til dem.

Og kedelige opgaver – find nogle måder at peppe dem op på. Tænk over, om der kan lægges nogle opgaver oven i de kedelige.

Den magelige: Det kan alligevel ikke lade sig gøre!
Det nemmeste er at afvise, at ovenstående overhovedet er muligt. Chefen ville ALDRIG lytte alligevel! Eller han er så overbevist om sin egen genialitet, at han bare mener, det er en selv, der er noget i vejen med. Og kollegerne er bare dumme og ingen vil alligevel bytte opgaver med dig.

Og så er det jo heldigt. Du slap for at udfordre dig selv.

Men hånden på hjertet - hvad gør du når du har knas med din kæreste – skrider du så også bare som det første? Prøver du ikke at ændre det først?

At mistrives på en arbejdsplads ER en mulighed for at gro som menneske, hvis man vælger at gribe den.

Sabbatår, Fjumreår - eller bare et år af dit liv?

En ung fyr jeg kender, er snart færdig med 10. klasse. Hans plan, når skolen er afsluttet, er at han vil have en tid, hvor han har et arbejde, lærer spansk, så han kan begynde at kommunikere med sin argentinske familie, og så vil han i øvrigt køre BMX-cykel så meget som der er tid til, fordi han elsker det, og er rigtig dygtig til det.

Han kalder det et sabbatår, for det har han lært at det hedder. Oprindeligt betød et sabbatår et hvileår. Definitionen er senere blevet udvidet til at dække et års pause/orlov fra arbejdspladsen eller uddannelsen/studiet. Der er ikke meget hvile eller pause over de planer, han har.

Men arbejdsliv/uddannelse er altså blevet hovedomdrejningspunktet, som man så midlertidigt kan afvige fra.

Hvem definerer dit liv? Er det jobbet? Eller er det dig selv, med alt hvad det medfører af forskellige former for udvikling, i familien, socialt, personligt, fagligt.

Hvad er et menneske – et trækdyr på arbejdsmarkedet, eller en organisme i konstant udvikling?

Når et samfund accepterer og anvender kassedefinitioner som f.eks. sabbatår eller det virkelig fordømmende ”fjumreår” så er det tydeligt, at et menneske i dette samfund anses for at være et trækdyr. Et middel. Middel til at skabe mere økonomisk vækst. Middel til at skaffe flere kroner, middel til at generere mere forbrug.

Mennesker ”tager ikke et sabbatår”. De lever deres liv. Og lader det ene skridt lede til det næste. De udvikler sig ved at være til i en hverdag, de selv tager ansvaret for. Finder via det svaret på de spørgsmål, de har i sig.

Når et livs år splittes op og lægges i kasser med forskellige navne på, skygger det for den kendsgerning, at et liv bare ER. At det er en helhed. Et hele, til i sin egen ret, uanset indhold.

Hvad vil du være?

Jeg var i nogle år assistent for en, der arbejdede med virksomhedsrådgivning, og som brugte storytelling som redskab.

Hvor var der mange virksomheder, der arbejdede med at finde den historie, de gerne ville fortælle om sig selv. De kæmpede med det, og de kæmpede især med det, fordi ingen af dem tog udgangspunkt i, hvilken historie de faktisk kunne fortælle.

De havde glemt, hvordan de var, og havde hele deres fokus rettet mod, hvordan de gerne ville være. Men – ’vil være’. Det er fremtidsformen af ordet ’er’.

Det er nu, du lever
Hvornår lever du? Lige nu? Ja, hvornår ellers? I morgen? Tjah, forhåbentlig, men vi ved det ikke. Intet liv kan tage udgangspunkt i en fremtid, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig ikke. Det er uladsiggørligt.

Enhver, uanset om det er en virksomhed eller et enkelt menneske, må tage udgangspunkt i det der ER. Det kan ikke nytte, at en direktør gerne vil fortælle en historie om åbenhed, når alle medarbejderne kan se, at hendes dør altid er lukket.

Det kan ikke nytte at man prøver at presse sig selv ind på et universitetsstudium, hvis den psyke man har, overhovedet ikke egner sig til at studere og arbejde på den måde det kræves der.

For så tager man udgangspunkt i, hvordan man gerne ville være, men glemmer, hvordan man er.

Når du spørger dig selv ”hvad vil jeg egentlig være?” så begynd med at se på, hvordan du faktisk ER. Lige nu.

Et arbejdsliv er som et garnnøgle
Tænk på et garnnøgle, som jo bare er én eneste lang tråd, der er rullet op. Det eneste du kan se, er begyndelsen. Du kan ikke se slutningen, og du kan ikke se, hvilken vej tråden snor sig undervejs.

Masser af menneskers arbejdsliv former sig via tilfældigheder og uden på forhånd fastlagte planer, det er simpelt hen en fed løgn at man kan regne sit liv ud på forhånd. Man må begynde et sted, og se, hvor tingene fører hen. Og man er nødt til at begynde der, hvor man ER.

Hvorfor arbejder mennesker?

En kvinde jeg kender, etablerede for nogle år siden sin egen frisørsalon, og hun er meget glad for sit arbejde. Når jeg spørger hvorfor, er hendes svar: ”Det er dejligt at få lov at vise, hvad jeg kan”

Jeg synes, det giver mening at erstattet ordet ”arbejde” med ordet ”udfoldelse”. Mennesker arbejder ikke kun, fordi de har brug for at tjene penge. De arbejder også fordi de har brug for at udfolde deres evner. Mennesker uden job får ganske vist lidt penge så de kan klare sig, men oplever det alligevel meget ofte som hårdt at være uden arbejde. Blandt andet fordi de ikke kan udfolde de evner de har. Fordi de ikke får mulighed for at vise, hvad de kan.

Det bliver som en blomsterknop, der visner uden at være blevet til en blomst.

Det bliver som det barn der råber ”Se hvad jeg kan!” – og ingen svarer.

At arbejde giver - som oftest – en indkomst. Men det giver også en tilfredsstillelse som ikke kan købes, og som er afgørende vigtig for mennesker, fordi de bliver set på det, de er gode til. En arbejdsplads er en udfoldelsesplads, hvor evner og potentialer kan komme i spil, og hvor mennesker derfor kan vokse og udvikle sig.

Set derfra kan man ønske sig arbejde til alle i det år, vi lige har taget hul på.