Hvad vil du være?

Jeg var i nogle år assistent for en, der arbejdede med virksomhedsrådgivning, og som brugte storytelling som redskab.

Hvor var der mange virksomheder, der arbejdede med at finde den historie, de gerne ville fortælle om sig selv. De kæmpede med det, og de kæmpede især med det, fordi ingen af dem tog udgangspunkt i, hvilken historie de faktisk kunne fortælle.

De havde glemt, hvordan de var, og havde hele deres fokus rettet mod, hvordan de gerne ville være. Men – ’vil være’. Det er fremtidsformen af ordet ’er’.

Det er nu, du lever
Hvornår lever du? Lige nu? Ja, hvornår ellers? I morgen? Tjah, forhåbentlig, men vi ved det ikke. Intet liv kan tage udgangspunkt i en fremtid, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig ikke. Det er uladsiggørligt.

Enhver, uanset om det er en virksomhed eller et enkelt menneske, må tage udgangspunkt i det der ER. Det kan ikke nytte, at en direktør gerne vil fortælle en historie om åbenhed, når alle medarbejderne kan se, at hendes dør altid er lukket.

Det kan ikke nytte at man prøver at presse sig selv ind på et universitetsstudium, hvis den psyke man har, overhovedet ikke egner sig til at studere og arbejde på den måde det kræves der.

For så tager man udgangspunkt i, hvordan man gerne ville være, men glemmer, hvordan man er.

Når du spørger dig selv ”hvad vil jeg egentlig være?” så begynd med at se på, hvordan du faktisk ER. Lige nu.

Et arbejdsliv er som et garnnøgle
Tænk på et garnnøgle, som jo bare er én eneste lang tråd, der er rullet op. Det eneste du kan se, er begyndelsen. Du kan ikke se slutningen, og du kan ikke se, hvilken vej tråden snor sig undervejs.

Masser af menneskers arbejdsliv former sig via tilfældigheder og uden på forhånd fastlagte planer, det er simpelt hen en fed løgn at man kan regne sit liv ud på forhånd. Man må begynde et sted, og se, hvor tingene fører hen. Og man er nødt til at begynde der, hvor man ER.