Karriereplan - det går også uden

Pumpekoncernen Grundfos har lige ansat en ny direktør. I et avisinterview udtaler han frejdigt: ”...Jeg har aldrig haft en karriereplan, men er drevet af at gøre en forskel...”

Det med, ikke at have en karriereplan ser man jævnligt topfolk udtale, at de ikke har haft. Det spændende er, at det tilsyneladende ikke har været en hindring for at blive valgt til nogle virkelig gode jobs.

At have en plan for sin karriere er lidt som at tro, man kan have en plan for sit liv. Og det er der nogen, der tror, de kan have. Men de fleste ender med at opdage, at der altid sker ting der ændrer de planer, de selv så omhyggeligt havde lagt.

For sådan er livet.

Luk ikke af for det, du ikke kan forestille dig
En karriereplan kan gøre, at man aldrig ser de virkelig store chancer der byder sig – den kan stå i vejen for det, der er endnu større end det, man selv evner at forestille sig.

Hvad nu, hvis livet byder på løsninger, der er endnu bedre end dem, mennesker selv kunne komme frem til at finde?

Ikke sjældent sker det virkelig magiske netop der, hvor der sker noget, man ikke selv havde fantasi til at forestille sig.

Vær åben for magien
Den magi lukker man af for, hvis man tror, arbejdslivet skal leves efter en karriereplan. At holde sig åben for øjeblikkets forunderligt planlagte tilfældigheder er en anden måde at have en karriereplan på.

Og den måde er slet ikke så dårlig endda.

Forkerte og rigtige uddannelsesretninger – eller bare forskellige?

Mennesker vil gerne være gode nok.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt det optager mange at føle sig ”god nok”, så spørg på nettet, hvor en stor del af befolkningen færdes dagligt. På Google kan man søge på den specifikke sætning ”jeg er ikke god nok”, og man får 1.740.000 hits.

At føle, at man ikke er ok, som man er, og med det, man har at komme med, er ødelæggende for selvfølelse og selvtillid.

Mennesker uden stærk selvfølelse og selvtillid har svært ved at turde åbne for det, de faktisk kan. Dem får et samfund ikke den glæde af, som det kunne have fået.

Samfundsøkonomisk er der derfor god mening i at have anerkendelse af og respekt for forskellighed. At have et samfund, hvor det måske ligefrem er ønsket. At have et samfund, hvor alle ikke prøver at presse sig ind i samme, snævre form.

Nej tak til diversitet
Ikke at der ikke TALES meget om forskellighed – eller diversitet, som det også kaldes - men i praksis er der ikke meget rum for det.

I praksis fremhæves noget som værende bedre end andet, og derfor hjælper al den øjeblikkelige smiskende snak om, at der sandelig er brug for mennesker med en erhvervs-/håndværksmæssig uddannelse (og det ved Gud, der er), ikke så meget.

For alle ved, hvad der bliver set ned på fra de toneangivende i samfundet.

Bogligt svage – eller håndværksmæssigt stærke?
Til ulidelighed skal man læse om ”de bogligt svage”. Så det udgangspunkt, man kan definere sig i forhold til, er altså bogligheden. Man kan være på den rigtige eller den forkerte side af det plankeværk. Med det er bogligheden, der er definerende.

Skal man endelig køre ud ad den sproglige tangent, kunne man lege med modsætningerne, og se, hvad man får ud af det:

For en, der er bogligt uinteresseret har tit sin force i et fysisk univers. Er håndværks-mæssigt stærk. Det udtryk kunne lige så vel beskrive den gruppe, det handler om. Men det udtryk bruges ikke. At bruge det kræver en flytning af det udgangspunkt, man kan definere sig i forhold til.

Jeg prøvede for sjov at søge på nogle specifikke sætninger på Google. Søgte på ”de bogligt svage”. Man får 97.500 hits på Google.

Men søger man på ”de håndværksmæssigt stærke” får man ingen hits.

Så om man er stærk eller svag defineres som sagt ud fra, om man er interesseret i at læse meget, eller om man ikke er det. Søger man på ”de bogligt stærke” får man 29.100 hits på Google.

Men søger man på ”de håndværksmæssigt svage” får man kun ét eneste hit.

Når unge opfordres til at gå andre veje end de gængse, så kunne de derfor gensidigt opfordre resten af samfundet til at gøre det samme, for så længe opdeling og forkertgørelse af andre er en nationalsport, er det svært at motivere nogen til at se på andre muligheder end dem, samfundet anerkender.

Du skal vide, hvad du vil - JEG skal ikke!

Der er efter min mening noget skævt i, at man som helt ung afkræves svar på, hvad man vil bruge sig selv til, og i hvilken retning man vil gå. Fra ”samfundets” side forventes det, at man som 17- 18- 19årig kan svare på det. Der laves ”forløb”, der sættes ind med vejledere, kan man ikke gå den lige vej så er det noget skidt, og der holdes øje med, at de helt unge generationer er i gang med noget, og har et mål. Har de ikke et, skal de se at få det.

Men hvordan er det nu?

Danmark - ingen har svaret på en retning
Jeg har i snart 15 år fulgt en fremtidsforsker på meget tæt hold, jeg har arbejdet for ham, og samarbejdet med ham, og i al den tid jeg har kendt ham, har hans kunder fra både erhvervsliv og offentlig forvaltning gentagent stillet det samme spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

15 år, og lige lidt har det hjulpet, desorienteringen og usikkerheden har stort set ikke ændret sig.

Og hvordan ser det pt. ud med dem, der gerne skulle udstikke den overordnede kurs for landet? Dem, der gerne skulle have nogle visioner for landet – have nogle bud på, i hvilken retning de synes, landet som sådan skal gå?

Hvordan er det, det går for dem? Går de den lige vej, eller slingrer de lidt? Får man klare svar og tydelig retning fra den kant? Nope.

Så på det personlige plan presser man helt unge til at beslutte, være effektive, have mål, kende deres retning etc., men på det overordnede plan er det samtidig meget længe siden, nogen har givet noget indtryk af at have ideer om, hvad de ser som retningen for landet. Ideer til, hvad det er, vi skal forsørge os selv med her. På det overordnede plan mangler der retning, visioner, viden, mål. Der hersker forvirring og desorientering. Og det er som sagt ikke noget nyt – sådan har det snart været i mange år.

Der er ikke noget at sige til det, for der er dybe forandringer i gang i tiden, og dem påvirkes alle af. Unge som gamle, borgere såvel som magthavere.

Dem der burde vide, er også i tvivl
Men måske det ville være en ide at dem, der har travlt med at presse andre, i stedet brugte kræfterne på at løse deres egne opgaver, og så lod andre passe deres, i det tempo og på den måde, der passer til dem.

Måske ville det være en ide at se, at det ikke kun er en selv, der kan have svært ved at finde retning. Dem, der rent faktisk er valgt til at vide bedre og træffe beslutningerne på andres vegne, kan altså heller ikke finde ud af det.

Målrettethed og forandringstid - ild og vand

Hvad er det for et felt, mennesker bevæger sig i i denne tidsperiode? Det er blandt andet et felt, hvor der er forandring på dagsordenen. Det er også et felt, hvor grænser udvides eller ophæves. En nem tid er det ikke, og af og til har man fornemmelsen af, at både befolkninger og politikere farer rundt som hovedløse høns, desorienterede, forvirrede, i tvivl om retningen.

Hvad skal vi? Hvor skal vi hen, du? Hvad vil vi?

At få øje på nogle fast definerede mål er svært – det har det allerede været i mange år. Forvirringen er kort sagt total.

Sådan ser det fra min vinkel ud i vores samfund lige nu.

Rådvildhed forbudt!
På samme tid er det så, at det forlanges af de nye generationer at de er på det rene med, hvad de vil med sig selv og deres fremtid. Det skal man vide, som ungt menneske. Her levnes ikke plads til forvirring, tvivl eller rådvildhed. Skynd dig gennem uddannelsen! Skynd dig at blive færdig! Skynd dig at beslutte! Vær målrettet! Vær effektiv!

Det til trods for at netop ungdommen ellers er en pr. definition forvirret tid i et menneskes liv. Det til trods for, at der omkring de samme unge hersker vild forvirring blandt dem, der burde have livserfaring nok til at kunne komme med et kvalificeret bud på en retning for hele landets fremtid.

Alt flyder, som Heraklit sagde, og det gør det ikke mindst nu. At forlange målrettethed i en flydende tilstand er at nægte at erkende, at det målrettede og det flydende er hinandens modsætning.

Giv dog mennesker en pause. Eller tag den selv.

Service er mere end at sige "ha' en go' da'"

Vidste du, at ordet service stammer fra latin, servitium, som betyder slaveri?

Jeg gjorde ikke, før jeg slog ordet op. Og så forstod jeg bedre, hvorfor danskere mildt sagt ikke er berømte for deres gode service – de anser sig for at være for gode til at slave for andre.

Men overser, at det ikke er det, det handler om.

Service handler om en holdning til andre mennesker.

Service er hjælpsomhed. Imødekommenhed. Indlevelse. Omsorg. Tilstedeværelse. Venlighed. Disse elementer kan i sig selv udgøre forskellen på, om en kunde kommer igen, eller om hun ikke gør det, og de fleste af dem koster ikke særlig meget at yde.

Det handler om at bringe svar, ikke spørgsmål. Løsninger, ikke problemer.

Følte kunden sig velkommen eller til ulejlighed? Blev han hjulpet, eller kunne han få lov at passe sig selv, indtil han kom hen til kassen?

Skulle kunden selv kante sig ud af døren med begge hænderne fulde, eller var der en, der gik hen og åbnede døren?

Skal kunden selv bede om at få tørret restaurantbordet af for gamle madrester, før hun sætter sig og indtager sit måltid, eller er der en, der har gjort bordet lækkert og rent før hun sætter sig?

Hvis man gerne vil skaffe kunder til butikken, så skal man skille sig ud, hedder det, og ét sted, hvor det er nemt at skille sig ud, er på service, for den er ved at være en sjældenhed, indskrænket til at udtale et ”ha’ en go’ da’”.

Men mere kan gøre det.

Kan man sige hvad som helst?

Da SF for nylig gik ud af regeringen var der samtidig også nogle SF’ere der gik ud af SF. Da en af dem gjorde det, kommenterede en partikollega det i det offentlige rum som at ”endnu en rotte forlader skuden”.

Havde Christiansborg været en normal arbejdsplads, så ville vedkommende være blevet kontaktet af HR-afdelingen eller sin chef, og man ville have taget fat i den måde, hun omtalte en kollega på.

At kalde en kollega for rotte er ikke gangbart sprog ret mange steder, og tak for det.

Der er gode grunde til, at man skal tale ordentligt til sine kolleger. På almindelige arbejdspladser er der behov for at mennesker samarbejder, for det er det, gode resultater udspringer af, og godt samarbejde kan ganske enkelt ikke opstå uden et vist mål af venlighed, hensyn og respekt. Et vist mål af en opførsel, som andre mennesker kan holde ud.

På en arbejdsplads opdrager mennesker også hinanden til at man forsøger at vise sig fra sin bedste side, og man bliver husket på, at der er grænser for, hvordan man kan opføre sig. Det er en sund bremse, som det selvfølgelig er mest heldigt, hvis man selv husker at trække i tide.

Og det er et modenhedstegn, at det på almindelige arbejdspladser ikke er normalt at omtale en kollega sådan som SF'eren gjorde. Så – tal ordentligt, som selskabet Call Me siger.

Skal du altid bare ha' det godt på din arbejdsplads?

At arbejde et sted, hvor man er glad for at være, er et privilegium. Men jeg oplever ofte, at også det at arbejde et sted, hvor man ikke trives så godt, kan have sine gode sider, sine gevinster. Fordi det netop er i dårlig trivsel, udviklingsmulighederne ligger.

De udviklingsmuligheder er der, fordi det sjældent entydigt er noget bras at være, hvor man er – der er mange mellemtilstande.

Måske har man egentlig søde kolleger, men chefen er irriterende
Måske har man en god chef og spændende opgaver, men misundelige kolleger
Måske har man en ok chef og søde kolleger, men kedelige opgaver

Inden man bare løber skrigende bort, kan det betale sig at kigge på, om der er noget af det, man kan gøre noget ved.

Tag ansvar for din situation
Tag f.eks. fat i chefen og bed om en snak, og formuler, hvad det er, du er generet af. Sige, hvad du har brug for i stedet for. Vær åben for, at chefen måske også på sin side har nogle ønsker, som hun ikke synes, du imødekommer. Lyt.

Konfronter dine misundelige kolleger og sig, hvordan du fornemmer deres adfærd overfor dig. Fortæl, at du faktisk er glad for dit job, og ville blive endnu gladere for det, hvis du også kunne få et godt forhold til dem.

Og kedelige opgaver – find nogle måder at peppe dem op på. Tænk over, om der kan lægges nogle opgaver oven i de kedelige.

Den magelige: Det kan alligevel ikke lade sig gøre!
Det nemmeste er at afvise, at ovenstående overhovedet er muligt. Chefen ville ALDRIG lytte alligevel! Eller han er så overbevist om sin egen genialitet, at han bare mener, det er en selv, der er noget i vejen med. Og kollegerne er bare dumme og ingen vil alligevel bytte opgaver med dig.

Og så er det jo heldigt. Du slap for at udfordre dig selv.

Men hånden på hjertet - hvad gør du når du har knas med din kæreste – skrider du så også bare som det første? Prøver du ikke at ændre det først?

At mistrives på en arbejdsplads ER en mulighed for at gro som menneske, hvis man vælger at gribe den.