Skal du altid bare ha' det godt på din arbejdsplads?

At arbejde et sted, hvor man er glad for at være, er et privilegium. Men jeg oplever ofte, at også det at arbejde et sted, hvor man ikke trives så godt, kan have sine gode sider, sine gevinster. Fordi det netop er i dårlig trivsel, udviklingsmulighederne ligger.

De udviklingsmuligheder er der, fordi det sjældent entydigt er noget bras at være, hvor man er – der er mange mellemtilstande.

Måske har man egentlig søde kolleger, men chefen er irriterende
Måske har man en god chef og spændende opgaver, men misundelige kolleger
Måske har man en ok chef og søde kolleger, men kedelige opgaver

Inden man bare løber skrigende bort, kan det betale sig at kigge på, om der er noget af det, man kan gøre noget ved.

Tag ansvar for din situation
Tag f.eks. fat i chefen og bed om en snak, og formuler, hvad det er, du er generet af. Sige, hvad du har brug for i stedet for. Vær åben for, at chefen måske også på sin side har nogle ønsker, som hun ikke synes, du imødekommer. Lyt.

Konfronter dine misundelige kolleger og sig, hvordan du fornemmer deres adfærd overfor dig. Fortæl, at du faktisk er glad for dit job, og ville blive endnu gladere for det, hvis du også kunne få et godt forhold til dem.

Og kedelige opgaver – find nogle måder at peppe dem op på. Tænk over, om der kan lægges nogle opgaver oven i de kedelige.

Den magelige: Det kan alligevel ikke lade sig gøre!
Det nemmeste er at afvise, at ovenstående overhovedet er muligt. Chefen ville ALDRIG lytte alligevel! Eller han er så overbevist om sin egen genialitet, at han bare mener, det er en selv, der er noget i vejen med. Og kollegerne er bare dumme og ingen vil alligevel bytte opgaver med dig.

Og så er det jo heldigt. Du slap for at udfordre dig selv.

Men hånden på hjertet - hvad gør du når du har knas med din kæreste – skrider du så også bare som det første? Prøver du ikke at ændre det først?

At mistrives på en arbejdsplads ER en mulighed for at gro som menneske, hvis man vælger at gribe den.

Sabbatår, Fjumreår - eller bare et år af dit liv?

En ung fyr jeg kender, er snart færdig med 10. klasse. Hans plan, når skolen er afsluttet, er at han vil have en tid, hvor han har et arbejde, lærer spansk, så han kan begynde at kommunikere med sin argentinske familie, og så vil han i øvrigt køre BMX-cykel så meget som der er tid til, fordi han elsker det, og er rigtig dygtig til det.

Han kalder det et sabbatår, for det har han lært at det hedder. Oprindeligt betød et sabbatår et hvileår. Definitionen er senere blevet udvidet til at dække et års pause/orlov fra arbejdspladsen eller uddannelsen/studiet. Der er ikke meget hvile eller pause over de planer, han har.

Men arbejdsliv/uddannelse er altså blevet hovedomdrejningspunktet, som man så midlertidigt kan afvige fra.

Hvem definerer dit liv? Er det jobbet? Eller er det dig selv, med alt hvad det medfører af forskellige former for udvikling, i familien, socialt, personligt, fagligt.

Hvad er et menneske – et trækdyr på arbejdsmarkedet, eller en organisme i konstant udvikling?

Når et samfund accepterer og anvender kassedefinitioner som f.eks. sabbatår eller det virkelig fordømmende ”fjumreår” så er det tydeligt, at et menneske i dette samfund anses for at være et trækdyr. Et middel. Middel til at skabe mere økonomisk vækst. Middel til at skaffe flere kroner, middel til at generere mere forbrug.

Mennesker ”tager ikke et sabbatår”. De lever deres liv. Og lader det ene skridt lede til det næste. De udvikler sig ved at være til i en hverdag, de selv tager ansvaret for. Finder via det svaret på de spørgsmål, de har i sig.

Når et livs år splittes op og lægges i kasser med forskellige navne på, skygger det for den kendsgerning, at et liv bare ER. At det er en helhed. Et hele, til i sin egen ret, uanset indhold.

Hvad vil du være?

Jeg var i nogle år assistent for en, der arbejdede med virksomhedsrådgivning, og som brugte storytelling som redskab.

Hvor var der mange virksomheder, der arbejdede med at finde den historie, de gerne ville fortælle om sig selv. De kæmpede med det, og de kæmpede især med det, fordi ingen af dem tog udgangspunkt i, hvilken historie de faktisk kunne fortælle.

De havde glemt, hvordan de var, og havde hele deres fokus rettet mod, hvordan de gerne ville være. Men – ’vil være’. Det er fremtidsformen af ordet ’er’.

Det er nu, du lever
Hvornår lever du? Lige nu? Ja, hvornår ellers? I morgen? Tjah, forhåbentlig, men vi ved det ikke. Intet liv kan tage udgangspunkt i en fremtid, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig ikke. Det er uladsiggørligt.

Enhver, uanset om det er en virksomhed eller et enkelt menneske, må tage udgangspunkt i det der ER. Det kan ikke nytte, at en direktør gerne vil fortælle en historie om åbenhed, når alle medarbejderne kan se, at hendes dør altid er lukket.

Det kan ikke nytte at man prøver at presse sig selv ind på et universitetsstudium, hvis den psyke man har, overhovedet ikke egner sig til at studere og arbejde på den måde det kræves der.

For så tager man udgangspunkt i, hvordan man gerne ville være, men glemmer, hvordan man er.

Når du spørger dig selv ”hvad vil jeg egentlig være?” så begynd med at se på, hvordan du faktisk ER. Lige nu.

Et arbejdsliv er som et garnnøgle
Tænk på et garnnøgle, som jo bare er én eneste lang tråd, der er rullet op. Det eneste du kan se, er begyndelsen. Du kan ikke se slutningen, og du kan ikke se, hvilken vej tråden snor sig undervejs.

Masser af menneskers arbejdsliv former sig via tilfældigheder og uden på forhånd fastlagte planer, det er simpelt hen en fed løgn at man kan regne sit liv ud på forhånd. Man må begynde et sted, og se, hvor tingene fører hen. Og man er nødt til at begynde der, hvor man ER.

Hvorfor arbejder mennesker?

En kvinde jeg kender, etablerede for nogle år siden sin egen frisørsalon, og hun er meget glad for sit arbejde. Når jeg spørger hvorfor, er hendes svar: ”Det er dejligt at få lov at vise, hvad jeg kan”

Jeg synes, det giver mening at erstattet ordet ”arbejde” med ordet ”udfoldelse”. Mennesker arbejder ikke kun, fordi de har brug for at tjene penge. De arbejder også fordi de har brug for at udfolde deres evner. Mennesker uden job får ganske vist lidt penge så de kan klare sig, men oplever det alligevel meget ofte som hårdt at være uden arbejde. Blandt andet fordi de ikke kan udfolde de evner de har. Fordi de ikke får mulighed for at vise, hvad de kan.

Det bliver som en blomsterknop, der visner uden at være blevet til en blomst.

Det bliver som det barn der råber ”Se hvad jeg kan!” – og ingen svarer.

At arbejde giver - som oftest – en indkomst. Men det giver også en tilfredsstillelse som ikke kan købes, og som er afgørende vigtig for mennesker, fordi de bliver set på det, de er gode til. En arbejdsplads er en udfoldelsesplads, hvor evner og potentialer kan komme i spil, og hvor mennesker derfor kan vokse og udvikle sig.

Set derfra kan man ønske sig arbejde til alle i det år, vi lige har taget hul på.

Hvem ved, hvad erfaringerne skal bruges til?

Da jeg var 10 år, fik jeg en dagbog i julegave. Jeg elskede at skrive i den, på samme måde som jeg elskede at skrive dansk stil i skolen. På samme måde som jeg elskede at skrive lange breve til mine venner. Da jeg afleverede en 15-siders eksamensopgave til den afsluttende prøve som psykoterapeut, var min censors første reaktion da jeg kom ind til eksamen: "Du kan jo skrive!"

Det var med andre ord en ret tydelig evne jeg havde.

Men det var ikke en evne jeg brugte til noget i mit arbejdsliv. Jeg blev kontoruddannet, og har gennem årene arbejdet på et hav af arbejdspladser. Arbejdet med administration og med tal, regnskaber. Altsammen noget, der ligger langt fra det at være et skrivende menneske.

Jeg bevægede mig arbejdsmæssigt i en helt anden retning end nogle af mine evner gik i. Dumt? Spild af tid? Hvorfor brugte jeg ikke den indlysende evne?

Efter at have arbejdet på et sted mellem 40 og 50 forskellige arbejdspladser, gik det omsider tydeligt op for mig, at jeg skulle skrive. Og det, jeg skulle skrive om, var erfaringer, samlet op på alle de arbejdspladser, hvor jeg tilsyneladende havde spildt tiden.

Man kan ikke vide, hvad der fører til hvad. Det, der umiddelbart ser ud til at være et spild, kan være en vigtig forberedelse til noget, man senere skal gøre eller arbejde med. At forestille sig, at man VED, hvordan ens fremtid skal se ud, er naivt.

En kær ven gik engang for mange år siden i gang med et teologistudie som hun aldrig fuldførte. Men årtier efter fik hun sit ønskejob - som var indenfor kirkeområdet. Hun har draget stor nytte af et tilsyneladende nytteløst, påbegyndt studium.

Føler du ikke umiddelbart, du kan se nogen ide med det, du laver lige nu, så hold dig åben for, at du er i gang med at indhøste erfaringer, som du skal bruge til noget, du ikke selv kan få øje på endnu.

Jobbet - et redskab, eller en streg til din profil?

For nogen tid siden talte jeg med en ung fyr der fortalte, at han på et tidspunkt havde haft brug for at spare nogle penge op, og derfor havde taget det job, der gav højest løn. Alt andet end lønnen havde han egentlig været ligeglad med, fortalte han.

På det korte sigt var det forståeligt nok – han skulle bare spare mest muligt op.

Men på det lange sigt kan det godt betale sig, samtidig at skæve lidt til andre parametre. Hvert eneste valg du træffer er med til at tegne en streg i den tegning, der bliver til profilen af dig. Du kan lige så godt gøre det smukkest muligt, helt fra begyndelsen. Også selvom du dybest set bare gerne vil tjene nogle gode penge for en periode.

For det sted, du befinder dig mens du tjener din løn, er ikke ligegyldigt. Det bliver til et navn på dit CV. Og navnene på dit CV bliver til det, andre pejler efter, når du engang står for at blive udvalgt til det virkelig gode job.

Derfor, vær opmærksom, også når du bare skal tjene lidt gode penge ved et midlertidigt job. Vælg den bedste mulighed, i forhold til hvad du har brug for. Vælg det bedst renommerede firma, vælg det sted, der har den stærkeste profil. For det bliver til en del af din profil.

Hvad sker der, når maskinerne overtager arbejdet?

Amazon, verdens største nethandelsbutik, regner med, at de indenfor fem år har droppet det at få deres varer leveret ud med bud. I stedet bliver det en drone der kommer med varerne.

I Horsens har man fostret den tanke, at man i stedet for at have hjælpere til at vaske gamle mennesker, kan køre dem igennem en slags ”vaskehal”, efter samme princip som man vasker biler efter.

I USA kører der biler rundt, som ikke længere har nogen fører ved rattet. Bilerne parkerer selv, ved hjælp af følere, og finder vej via GPS.

På børserne er de overspændte børsmæglere i høj grad blevet erstattet af computere, der kan lave lige så gode, hvis ikke bedre, købs- og salgsberegninger end slipsedrengene selv kan.

Funktioner, som man ikke lige havde forestillet sig, kunne overtages af maskiner, bliver det alligevel. Som de er blevet det gennem hele historien. Enhver udvikling der har været af redskaber, maskiner, teknik har hver gang ført til samme resultat: At maskinerne klarer de opgaver, mennesket til at begynde med selv måtte tage sig af. At menneskers arbejde er blevet lettet, og i sidste ende er overflødiggjort. Engang troede man, at den overflødiggørelse ville føre til det man kaldte Fritidssamfundet, hvor mennesker ikke behøvede arbejde, men kunne ligge i hængekøjen dagen lang.

Menneskers kræfter frigøres
Men overflødiggørelsen skræmmer. Hvad skal vi så stille op med os selv? Hvad skal vi leve af?

For udfordringen er, at ser man med de negative briller, så betyder det på overfladen tab af arbejdspladser. Men dampmaskinen betød også tab af arbejdspladser. Det er sket før, at maskiner har overflødiggjort menneskers arbejde.

Ser man positivaftrykket dukker der til gengæld noget spændende op:

Alt hvad mennesker har opfundet, har i sidste ende haft ét eneste formål: At frigøre menneskers kræfter.

Hvad er der tilbage at bruge de kræfter til, vil nogen spørge, men jeg ser ingen risiko for arbejdsløshed lige med det første, for de kan bruges til det eneste arbejde, maskinerne ikke kan overtage fra mennesker, nemlig arbejdet med at udvikle mennesker.

Behovet for Selv-realisering skal opfyldes
Husker man Maslows behovspyramide så lægger man mærke til, at toppen af pyramiden er en pyramide i sig selv. Det sidste punkt i pyramiden kaldte Maslow behovet for selvrealisering. At realisere betyder ”at gøre virkeligt”. Behovet for selv-realisering er med andre ord behovet for at gøre Selvet virkeligt. Selvet? Hvad er det for noget, vil du måske spørge, men det er det, der er pointen: Det er det, vi skal arbejde med at finde ud af. Selvet er jo netop ikke realiseret, det er netop ikke virkeligt. Hvis det var virkeligt, kunne vi jo ikke virkeliggøre det, vel?

Det er dette sidste, store behov, mennesker langsomt er ved at gøre sig klar til at imødekomme, ved at frisætte egne kræfter i en grad så vi ikke engang skal bekymre os om at køre bil.

Behovet er der, vi har ”råvarerne” lige ved hånden, det hele er økologisk – og maskinerne tager det fysiske slid, så vi har brød på bordet mens vi arbejder.

Selvet bliver fremtidens store udviklingsprojekt.